Wollanders bådehus


Fra ca. 1915 -1950 var området omkring Susåens udløb hjemsted for Frederik Wollanders "flåde" af mindre ro- og sejlbåde, som man kunne leje til en hyggelig tur på kanalen. Frederik Wollander var både kendt og en smule berygtet i sin hjemby. Wollander var ungkarl hele livet og var altid god for en kvik bemærkning, hvis ellers kunderne behandlede hans både ordentligt. Ved at give foreningens bådehus navn efter Wollander bygger vi bro til fortiden. I Wollanders bådehus dyrkes håndværket og nostalgien omkring de originale træbåde.  

Bådehuset er forbeholdt reparations- og vedligeholdelsesopgaver på havnens både samt diverse foreningsaktiviteter igangsat eller godkendt af bestyrelsen. Bådejere og bestyrelsesmedlemmer har ret til at få nøgle til huset. Derudover kan bestyrelsen give tilladelse til, at øvrige medlemmer med særlige ærinder eller opgaver kan få nøgle. Retningslinjerne for brug af huset ses herunder: 

Frederik Wollander.

Frederik Wollander.


Wollanders 10 bud: 

1) Vi rydder op og gør rent efter os. 

2) Vi skriver navn på de ting, vi har liggende i huset. 

3) Vi bruger ikke andres værktøj – medmindre vi har fået ejerens tilladelse. 

4) Vi giver besked til ejeren eller bestyrelsen, hvis vi ved et uheld kommer til at ødelægge noget. 

5) Vi må gerne invitere andre medlemmer ind i huset, men det er altid den der har nøglen, som har ansvaret. 

6) Vi bruger ikke huset til private selskaber. 

7) Vi stiller kun både og andre større ting ind i huset, hvis vi på forhånd har fået bestyrelsens tilladelse. 

8) Vi bruger kalenderen og opslagstavlen så vi undgår dobbelt-booking af huset. 

9) Vi forlader aldrig huset ulåst. 

10) Vi udlåner ikke vores nøgle til huset.